Hjemmesygeplejersker anno 2020
Hvem er vi hjemmesygeplejersker egentlig? Hvordan ser en hjemmesygeplejerskes verden egentlig ud i år 2020? Det vil jeg komme ind på i dag.
Jeg hører ofte, at hjemmesygeplejersker er sådan nogle, som sidder og triller piller dag ud og dag ind. Samtidig med at de drikker en masse kaffe. Jeg vil gerne sige, at sådan ser virkeligheden altså slet ikke ud. Hvordan ser den så ud? Jeg har nu været hjemmesygeplejerske i 5 år og min verden ser meget anderledes ud.
Forsvunden tid
Jeg har kollegaer i alle aldersgrupper med meget erfaring og andre med mindre erfaring, som sygeplejerske. Nogle af mine mere erfarne kolleger fortæller ofte, om den forsvundne tid, hvor de kørte ud hjemmefra. Hvor der var tid til kaffe og kage hos de borgere, de kom ud til, og så kørte de hjem for at spise frokost. “Dengang” hvor der var meget tid til at være nærværende, borgernær og hjælpe borgeren hele vejen rundt.
Nu er jeg ikke selv så erfaren. Har kun været sygeplejerske i 6 år. Men jeg kan i hvert fald se, at sådan hænger tingene ikke sammen mere. Jo altså der er meget fokus på, at vi skal være borgernære og involver borgeren i alt hvad vi gør. Vi skal bare gøre det gennem andre. For vi hjemmesygeplejerske tager os mest af alle de komplekse sygeplejeopgaver. En stor del af de grundlæggende og ukomplicerede opgaver er delegeret til andre faggrupper, som SSA og SSH.
Rådgivende og koordinerende på afstand
Jeg ved, at mine kolleger ikke alle er enige med mig, når jeg nu skriver følgende:
Vi bliver mere og mere koordinerende og rådgivende på afstand. Hermed ikke sagt, at vi ikke har ganske almindelige sygeplejeopgaver for det har vi. Det kan du læse mere om i mit tidligere indlæg: En typisk dag for en hjemmesygeplejerske.
Men det forventes at vi delegere alt det der kan delegeres. Det vil sige, medicindispenseringer uden Marevan eller andre risikopræparater. De er delegeret. Ukomplekse sårplejeopgaver er delegeret osv. Til gengæld er der kommet mange flere koordinerings opgaver, som vi skal tage os af.
Ikke alle mine kolleger er enige i, hvad der skal delegeres og de “holder ” lidt på opgaverne. De kolleger, som holder på opgaverne, er som regel også dem, som har lange kørelister. For de skal stadig nå alt det andet koordinering og dokumentation også.
Jeg kan godt forstå, de bliver lidt fustreret over at skulle afgive opgaverne og så selv sidde bag en skærm og klare alle andre opgaver. Men det er tydeligt, at det er den vej, det går nu.
Vi bliver mere og mere som konsulenter. Vi skal yde sygepleje på afstand gennem andre faggrupper. Dette kræver, at der er fokus kommunikationen og samarbejdet på tværs af faggrupper for at det fungere.
Borgernær sygepleje
Jeg er lige nu i gang med den nye specialuddannelse for os hjemmesygeplejersker. Den hedder specialeuddannelsen i borgernær sygepleje. Borgernær sygepleje, ja, hvad er egentlig det? Og hvordan kan det lade sig gøre i år 2020, hvor meget af vores sygepleje gøres på afstand gennem andre?
Det er netop det vi bliver styrket i gennem denne specialuddannelse.
Formålet med specialuddannelsen er, at jeg udvikler min faglige viden, færdigheder og kompetencer indenfor den borgernære sygepleje. Den borgernære sygepleje handler om at besidde organisatoriske og koordinerende kompetencer til gavn for borgeren. At jeg har en viden om dokumentationsbehov og krav . Samt at jeg har en borgerinvolverende tilgang uanset om jeg yder sygepleje gennem andre fagpersoner eller har den primære sygepleje hos borgeren.
På den måde synes jeg egentlig at uddannelsen hænger meget godt sammen med den måde vi hjemmesygeplejersker arbejder på.
Det vil sige, at der stilles andre og mere komplekse krav til os hjemmesygeplejersker her i 2020. Vi skal blive bedre til at udvise klinisk lederskab. Ved at blive bedre til at organisere og koordinere sygeplejeopgaverne os borgerne. Det stiller større krav til vores samarbejde og kommunikation med de faggrupper, som er tættest på borgeren for at vores sygepleje skal lykkes i fremtiden.
Læs mere om specialuddannelsen i borgernær sygepleje
Uddannelsen kan gennemføres på UCsyd – find mere om uddannelsen her