Denne sygeplejefaglige referenceramme præsenterer kort Virginia Hendersons perspektiv på essensen af sygepleje samt menneskets grundlæggende behov, Kari Martinsens omsorgsteori og Aaron Antonovskys syn på sundhed og sygdom i en salutogenetisk optik. Disse teorier kan tilsammen udgøre den teoretiske referenceramme for ældreplejen.

Formålet med denne ramme er at etablere et fælles fagligt fundament for pleje af borgeren, støtte faglige drøftelser vedrørende vurdering af ressourcer, planlægning, udførelse og evaluering af pleje, fremme refleksion og støtte udøvelsen af sygepleje samt bidrage til fagets udvikling og understøtte evidensbaseret praksis.

Det er vigtigt at understrege, at disse teorier ikke alene giver klare retningslinjer for sygeplejepraksis, men bør kombineres med andre former for viden inden for den praktiske sygepleje. Den teoretiske referenceramme skal være en integreret del af sygeplejepraksis på alle niveauer, herunder for sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter, der alle udøver pleje med udgangspunkt i deres eget faglige ståsted og ansvars- og funktionsbeskrivelse.

Teoretisk referenceramme

Sygeplejen og sygeplejerskernes rolle udgør en fagprofessionel disciplin. Derfor er det naturligt, at den teoretiske referenceramme for sygeplejefaget er tydelig og anvendelig. Sygepleje er både en håndværksmæssig praksis, en videnskabelig disciplin og omfatter også filosofiske og værdimæssige aspekter. Den valgte referenceramme bør ikke være statisk, men derimod bidrage til at sygeplejen kan udvikle sig i tråd med de krav, der stilles til denne fagprofession. Der lægges vægt på innovativ tænkning i det kontinuerlige udviklingsarbejde.

En fagprofession karakteriseres af faglige normer, hvilket indebærer, at de professionelle besidder specialiseret teoretisk viden som grundlag for deres arbejde. Der eksisterer også generelle regler, der er etableret under uddannelse og via centralt fastsatte retningslinjer, f.eks. fra Sundhedsstyrelsen. Desuden omfatter fagprofessionen kliniske retningslinjer, lokale visioner, mål for sygeplejen, sygeplejerskeprofil, rehabilitering og empowerment. Uformelle normer, såsom etiske normer, den tavse viden og det kvalificerede faglige skøn, er med til at fastholde rammerne omkring faget.

Virginia Henderson (1897 – 1996):

Virginia Henderson var en pioner inden for sygeplejefaget og en af de første til at beskrive dets særlige område. Hendersons definition af sygepleje fokuserede på at bistå enkeltpersoner, syge eller raske, med at udføre aktiviteter, der fremmer sundhed eller til en fredelig død, og at hjælpe dem med at blive så selvstændige som muligt. Henderson identificerede 14 grundlæggende behov, som hun mente beskrev menneskets essentielle behov, herunder behov som at trække vejret normalt, spise og drikke tilstrækkeligt, udskille affaldsstoffer, bevæge sig korrekt, og sikre tilstrækkelig søvn og hvile.

1.  At trække vejret normalt
2. At spise og drikke adækvat
3. At udskille legemets affaldsstoffer
4. At bevæge sig og indtage rigtige stillinger (når han går, sidder, ligger og skifter fra en stilling til en anden)
5. At få tilstrækkelig søvn og hvile
6. At vælge hensigtsmæssig påklædning, og at klæde sig af og på
7. At holde legemstemperaturen indenfor normale grænser, ved at tilpasse beklædningen og regulere den omgivende temperatur
8. At holde kroppen ren og velplejet og beskytte hud og slimhinder
9. At undgå risici i omgivelserne og undgå, at patienten volder andre skade
10. At meddele sig til andre ved at give udtryk for følelser, behov, angst etc.
11. At dyrke sin religion
12. At arbejde med noget, der kan give ham skaberglæde
13. At deltage i leg og underholdning af forskellig art
14. At lære at tilegne sig viden eller tilfredsstille den nysgerrighed, der fører til normal udvikling og sundhed 

De grundlæggende behov kommer ikke til udtryk på samme måde hos alle syge og raske mennesker. Derfor må sygeplejersken vurdere og tage hensyn til, hvordan de grundlæggende behov kommer til udtryk hos den enkelte patient. Der er permanente forhold (alder, temperament, social status, kulturelt tilhørsforhold, fysisk og intellektuel kapacitet) og patologiske tilstande, (væskeforstyrrelser, kvalme, diarre, sult, iltmangel, sår, infektioner, nedsat bevægelighed, smerter), som påvirker patientens behov for sygepleje.

Dokumentation og forskning i sygepleje:

Henderson mente, at dokumentation af sygeplejepraksis skulle sigte mod at forbedre kvaliteten af plejen. Sygeplejehandlinger bør evalueres i forhold til dokumentationen, og hvis noget ikke fungerer hensigtsmæssigt, bør tiltagene revurderes. Hendes synspunkt var, at sygeplejersken har et selvstændigt ansvar for at forske inden for områder, hvor hun har ansvaret for at imødekomme patientens grundlæggende behov.

Reference:
Virginia Henderson: “The nature of nursing”, 1966, Gyldendal Akademisk, 2005, 1. udgave.

Kari Martinsen (KM)

Kari Martinsen (KM), født i 1943 og opvokset i Oslo, har haft en betydningsfuld karriere inden for sygeplejen og omsorgsforskning. Hendes akademiske rejse begyndte med en sygeplejeuddannelse i 1964, hvorefter hun arbejdede som psykiatrisk sygeplejerske samtidig med, at hun afsluttede en bachelor i psykologi ved Oslo Universitet i 1968. Hendes akademiske nysgerrighed førte hende til at forfølge studier i filosofi ved Bergen Universitet, hvor hun opnåede en magistergrad i 1975 og en doktorgrad (Dr. Philos) i 1984.

Mellem 1990 og 1995 fungerede K.M. som lektor ved Århus Universitet, hvor hun var med til at etablere kandidatstudiet i sygeplejevidenskab (cand.cur.). Efterfølgende har hun haft tilknytning til flere institutioner, herunder Universitetet i Tromsø, Lovisenberg Diakonale Høgskole i Oslo og Bergen Universitet. Aktuelt arbejder hun som forsker ved Høgskolen i Harstad.

Martinsen har haft en markant indflydelse på omsorgstænkningen i både Danmark og Norge siden 1970’erne. Hun har udviklet en omfattende omsorgsfilosofi, hvor centrale begreber som næstekærlighed, håb, lidelse og fortvivlelse udfolder sig. Hun betoner, at disse store ord er en integreret del af livet og sygeplejehverdagen.

Martinsens omsorgsfilosofi tjener som en overordnet ramme for sygeplejen og fremmer refleksion over praksis i forskellige sammenhænge. Hun definerer klart, hvilke betingelser der skal være til stede for, at sygepleje kan betragtes som omsorg eller moralsk praksis. Omsorg er for hende mere end blot sygepleje; det er en grundlæggende værdi, der omfatter at tænke på, tage sig af og bekymre sig om den anden på relationelt, praktisk og moralsk niveau.

Martinsen identificerer to typer professionel omsorg: vedligeholdelsesomsorg og vækstomsorg. Vedligeholdelsesomsorg fokuserer på at opretholde patientens færdigheder over tid, mens vækstomsorg sigter mod at gøre patienten i stand til at klare sig selv på kort sigt. Begge typer omsorg har forskellige mål og kræver forskellige tilgange.

Menneskesyn Kari Martinsen ser vigtigheden af, at mennesket er i et fællesskab, at det er fællesskabet, der er i centrum og ikke det enkelte menneske. Mennesket er ikke noget i sig selv, det er gennem afhængigheden til andre, at det enkelte individ udvikler selvstændighed og derved tør realisere sig selv. Omsorgen tager afsæt i, at plejen tilrettelægges i samarbejde med patienten, og at der skal være en balance mellem vedligeholdelseog vækstomsorg. Omsorg betyder for K. M. mere end at bekymre sig om, og derfor kræver det faglig viden om såvel sundhed som sygdom.

Værdier i plejen og omsorgen. Grundlaget for Kari Martinsens tanker om omsorg er tillid, barmhjertighed og åben tale. Omsorgen ses som forholdet mellem patienten og plejepersonalet. Dette forhold er baseret på fællesskab og solidaritet. Omsorgen ydes uden forventning om, at få noget igen. Patienten er den svage part, og plejeper-sonalet må i solidaritet med ham varetage hans interesse.

Martinsen tilskynder sygeplejersker til at “tænke med” og reflektere over deres praksis samt vurdere alternative handlemuligheder baseret på deres egne erfaringer og liv. Hun understreger betydningen af at integrere teoretisk viden med praktisk erfaring i sygeplejepraksis.

Referencer:

1. Tomey, A. M., & Alligood, M. R. (2011). Sygeplejeteoretikere: Bidrag og betydning for sygeplejen. Munksgaard.
2. Kirkevold, M. (2010). Sygeplejeteorier. Gyldendal Akademisk.

Sundhedsfremme

Aron Antonovsky 1923 – 1994

Professor i medicinsk sociologi Antonovsky tager udgangspunkt i, hvad det er, der får folk til at blive eller forblive sunde. Det kalder han en salutogentisk synsvinkel i modsætning til den patogenetisk synsvinkel, som sundhedsvæsenet har sit udspring fra.

Sundhed og helbred Antonovskys salutogenetiske syn er, at sygdom, kriser, konflikter er almindelige i livet. Det er stressorer og nogle mennesker tåler stress bedre end andre. Derfor er nogle også bedre til at håndtere stress end andre er. Antonovsky mener, at mennesket altid befinder sig på et kontinuum mellem et godt og et dårligt helbred. Årsagen til at nogle mennesker, trods stress-påvirkninger, er i stand til at befinde sig i den positive ende af kontinuuet er, at de har en høj grad af “Oplevelse Af Sammenhæng”. Det betyder, at de er i stand til at sætte de stressfaktorer de stilles overfor, ind i en meningsfyldt sammenhæng.

Antonovsky beskriver følelsen af sammenhæng ud fra tre faktorer – begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Begribelighed handler om, i hvilken udstrækning man oplever indre og ydre stimuli som fornuftsmæssigt begribelige. Dvs. om der er en vis orden og sammenhæng, som gør tingene forudsigelige, når de opstår, eller når de kommer overraskende, senere lader sig ordne og forklare.

Håndterbarhed handler om, i hvilken udstrækning man oplever at have ressourcer til rådighed til at imødegå de krav, der stilles både hos sig selv, men også som støtte fra familien, venner, eller sin tro. Man oplever sig ikke som offer eller som uretfærdigt behandlet, men er i stand til at handle.

Meningsfuldhed handler om, i hvilken udstrækning man finder, at livet er værd at investere energi i, værd at engagere sig i. Problemer opfattes som udfordringer i stedet for byrder. Meningsfuldhed er motivationskomponenten i følelsen af sammenhæng.

Aaron Antonovsky bruger flodmetaforer for sine tanker: Flodmetafor: En masse mennesker er faldet i en strid flod og er ved at drukne. Oppe på land står folk og kæmper for at redde disse mennesker. Redningsfolkene spørger ikke sig selv om, hvad årsagen kan være til at alle disse mennesker er faldet i floden. Bliver folk skubbet i vandet (levekår) eller springer folk i vandet (livsstil). Dem der forsøger at redde folk er behandlere og dem der prøver at finde ud af, hvorvidt folk falder eller skubbes i er forebyggere.

Antonovsky mener, det er en misforståelse, at det er eksperterne der skal redde folk fra floden. Det er en umulig opgave. Derfor har han lavet flod-metafor 2: Floden repræsenterer livets strøm. Alle mennesker befinder sig i floden, der er ingen der står på bredden. Dele af floden er forurenet, der findes en del forgreninger, hvor nogen leder ud til roligere vand og andre til farlige og stride strømme. Ifølge Antonovsky er vi født i floden, og opgaven er at finde ud af, “hvor end vi befinder os i floden – hvad er det så der gør, at man kan klare at svømme?” Aaron Antonovsky.

Reference:

Sundhedsfremme i teori og praksis Torben K. Jensen og Tommy J. Johnsen Philosophia 2. udgave, 9. oplag 2006