Juletraditioner

Hvilke juletraditioner har din familie?

I min familie bager vi småkager, pynter op og spiser pandekager i lange baner.

Ja- du læste rigtigt, pandekager i lange baner. Det er den juletradition, som jeg har taget med helt fra jeg var barn. Faktisk stammer traditionen fra min fars familie. Jeg faktisk ikke, hvordan den er startet i min fars familie.

Den 23. dec. spiser vi pandekager i lange baner, som aftensmad. Så hvert år er vi hos min mor og far og får pandekager. Tro mig, der skal laves mange pandekager, når vi er 8 personer, der skal mættes med pandekager. Det er en rigtig hyggelig tradition, som børnene og de voksne ser frem til hvert år.

Men vi starter da med at pynte op i hele huset. Vi har ikke rigtig nogen bestemt stil, vi pynter med. Til gengæld har vi rigtig mange nisser. I alle afskygninger. Nisserne har deres faste plads hvert år. Børnene ved lige præcis, hvor hver nisse skal være. Næsten hvert år er der lige en nisse, som jeg skal have lappet sammen. De har det med at miste en arm eller et ben.

Jeg laver også en adventskrans hvert år. Jeg har en halmkrans, som jeg hvert år binder med gran, lys og andet pynt. Et kalenderlys skal der også til og her skifter det meget fra år til år, hvilke vi køber. Som regel laver vi en juledekoration til at have kalenderlyset stående i. Men i år har vi faktisk overvejet at købe en pæn julestage til kalenderlyset, som vi kan genbruge hvert år. Så nu må vi se, hvad det bliver til.

Som skrevet har vi ikke rigtig nogen julepynte stil. Dette skyldes nok, at jeg har en del arvet julepynt fra mine bedsteforældre, som ikke rigtig passer til en bestemt stil, men det har masser af gode minder. For mig er det mere vigtigt, fremfor at det hele skal se så perfekt ud.

Hjemmebagte småkager

Julesmåkager – det hører sig til. Vi plejer at lave småkager en hel weekend. Nogle af kagedejene laver jeg klar dagen inden og lader dem være på køl til næste dag. Så vi bare skal forme og trykke ud.

Vi laver vaniljekranse, pebernødder, brunkager, finskbrød, jødekager og rutebiler. Jeg har for år tilbage været genbrugsbutikker for at finde en masse kagedåser til at opbevare alle småkagerne i, så de kan holde sig sprøde helt til jul.

Hvilke juletraditioner har din familie?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *